Folkemøde Møn indstifter en folkemødepris

Folkemøde Møn er provinsens folkemøde, der særligt sætter fokus på vilkårene i det Danmark,
der ligger uden for de store byer. En ny folkemødepris skal sætte fokus på dem eller de, der gør en særlig indsats for det levende provins-liv.
Folkemøde Møn fejrer sit 10-års jubilæum her i 2024, og i den forbindelse indstiftes en ny
folkemødepris, der skal uddeles i forbindelse med folkemødet lørdag den 24. august.
Folkemødeprisen har til formål at hylde en aktør, der har gjort en særlig indsats for at
styrke sammenhængskraften og den lokale identitet i provinsen eller som ved deres indsats
har sat fokus på de potentialer og problematikker, der eksisterer i Danmark uden for de
store byer. Aktøren kan være såvel en person, som en organisation, virksomhed, institution
eller forening i hele provins-Danmark.


”Vi er provinsens folkemøde, der sætter fokus på nogle af de dagsordener, der særligt gør
sig gældende i det Danmark, der ligger uden for de store byer. Det vil vi godt understøtte
med denne pris. Ved at give prisen til en aktør, der har samme agenda håber vi, at vi kan
bidrage til en øget opmærksomhed omkring vilkårene i provinsen, og hvordan de kan
udvikles,” fortæller formanden for Folkemøde Møn, Erik Harr.


Folkemødet er i denne tid i færd med at nedsætte juryen, der får repræsentation af
organisations-Danmark samt det øvrige samfunds- og kulturliv foruden repræsentanter
fra Folkemøde Møns egen bestyrelse.
”Vi sammensætter juryen bredt – også rent geografisk – så vi får en nuanceret vurdering af
hvem, der kan modtage prisen i henhold til vores formålserklæring,” siger Erik Harr.
Alle har i den kommende tid og frem til juli mulighed for at indstille kandidater via
Folkemøde Møns officielle mailboks. Juryen træffer sin endelige beslutning i august forud
for folkemødet på Møn, der afholdes den 23.-24. august i Stege, og som årligt samler cirka
10-15.000 deltagere.


Folkemøde Kontaktoplysninger
Formand for Folkemøde Møn, Erik Harr, tlf. 26 77 70 04
Projektleder for Folkemøde Møn, Anne Marie Søland, tlf. 27 10 00 10
Indstilling af kandidater foregår frem til 1. juli på info@folkemoedemoen.dk