Folkemøde Møn er klar med programmet for to sommerdage med stor debatlyst. I programmet finder man flere nuværende og tidligere ministre, folketingsmedlemmer, debattører og forfattere, som er klar til at sætte potentialerne i provinsen til debat.
165 events fordelt over to dage. Folkemøde Møns program er nu klart på foreningens hjemmeside, og årets gæster kan se frem til et varieret program med forskellige typer af events. Når formanden, Erik Harr, bliver spurgt til årets hovednavn, bliver han svar skyldig.
“Der er rigtig mange gode navne, der lægger vejen forbi Folkemøde Møn, så jeg kan ikke pege på ét navn eller én event. Vi får bl.a. besøg af Ulla Terkelsen fra TV2, Johanne Schmidt-Nielsen fra Red Barnet, nuværende og tidligere ministre og flere aktuelle forfattere, så jeg vil i stedet garantere, at der er noget for enhver smag,” siger Erik Harr.
Programmet er blevet til i folkemødets eget programudvalg og derudover ved, at aktørerne på folkemødet byder ind med events i deres telte eller på folkemødets scener. Den sammensætning har været med til at skabe bredden i programmet.
“I programudvalget har vi udvalgt tre temaer, som spiller ind og eksemplificerer vores overordnede prisme om potentialer i provinsen. De tre temaer er kultur, bæredygtighed samt EU og verden, fordi de er livsnerver for livet uden for Danmarks store byer,” siger Erik Harr.
Derudover er der som de tidligere år et stort fokus på ungdommen om fredagen, hvor omkring 5.000 elever fra områdets skoler, ungdomsuddannelser og FGU deltager på folkemødet. Her vil der være en lang række af debatter og lærerige workshops fra bl.a. Danmarks Statistik, Verdensmålsambassadører, Europabevægelsen, Møns Bank og DGI Storstrømmen.
Programmet er tilgængeligt på Folkemøde Møns hjemmeside og vil til august ligge i en trykt udgave på udvalgte steder i Stege. Derudover vil programmet inden længe blive tilgængeligt på Folkemøde Møns app, hvor man i år vil kunne sammensætte sit eget program hjemmefra.
Hele programmet findes på https://folkemoedemoen.dk/program/.
Om Folkemøde Møn
Folkemøde Møn er det største folkemøde i Region Sjælland med omkring 15.000 deltagere hvert år. Der sættes fokus på potentialer i provinsen med politiske debatter, kulturelle talks samt workshops.