I Absalons telt har pædagoguddannelsen to åbne værksteder med fokus på pædagogfaglighed, professionsdannelse og mennesker i udsatte positioner.
På ”byg dig selv som pædagog” værkstedet kan du klippe/klistre dig selv som den pædagog, du gerne vil være. Her er plads til store hjerter, artefakter som bold eller guitar, eller måske store ører til den meget lyttende pædagog, og der vil være pædagogstuderende fra både tredje og syvende semester til stede – både til at hjælpe med det praktiske og til at fortælle om professionsidentitet, pædagogisk handlekompetencer og hverdagen som studerende. Din færdige pap-pædagog udstilles, hvis du ikke vil have den med hjem.
”Samskabelsesværkstedet” handler om i fællesskab at skabe et kunstværk, der fortolker og fortæller om følelsen af at være barn, ung eller voksen i en udsat position eller på kanten af fællesskabet. De pædagogstuderende fortæller om de pædagogiske udfordringer og problemstillinger, der er forbundet med at arbejde med mennesker i udsatte positioner, samtidig med at de understøtter den kreative proces. Det ender med et eller flere kunstværker, der præsenteres sidst på dagen.
I Absalontrucken kan du både fredag og lørdag få popcorn, en kop kaffe, en tatovering mv.